Kronikk: Menneskeskabte klimaforandringer: Trump og klimaaftalen fra Paris

Af Sebastian H. Mernild, professor i klimaforandringer (dr. scient) og administrerende direktør for Nansen Centeret, Norge, og
professor i klimafysik Jens Hesselbjerg Christensen, Danmarks Meteorologiske Institut.


Klimaet forandres og vores forbrug af olie, kul og gas udgør hovedårsagen. Den amerikanske præsident Donald Trump er af en anden opfattelse – helt uden videnskabeligt eller rationelt belæg. Efter eget udsagn er han ikke blot klimaskeptisk, men benægter menneskers påvirkning af klimaet. Ifølge Trump er det 'et kinesisk påfund til skade for den amerikanske industri'. December klimatopmødet COP22 (Conference of the Parties) i Marrakesh, Marokko minder os på den anden side om, at tilliden til, at videnskaben kan forstå og forklare sammenhængende i klimasystemet, er udbredt på verdensplan. Internationale politiske diskussioner og tøvende handlingsplaner over de seneste 25–30 år synes endelig at være afløst af optimisme, entusiasme og en forventning om, at en målrettet politisk klimaaftale kan realiseres, omend det bliver en udfordring.

Trump-administrationen har som en af sine første handlinger fjernet alt omtale om klimaforandringer fra Det Hvide Hus’ hjemmeside. Dette ligger bl.a. i tråd med, at han vil tilbagerulle den grønne omstilling og samtidig nedprioritere NASA’s klimaovervågningsprogrammer og i stedet gøre det attraktivt at udvinde og anvende kul, gas og olie i USA. Det giver anledning til at samle op på, hvor vi står i forhold til de globale klimaproblemer.

I 2007 fastslog FN's klimapanel, at de observerede klimaforandringer over de seneste 50 år med 90 procent sandsynlighed er menneskeskabte – i 2013 fastslog panelet, at sandsynligheden nu var 95 procent.

Vi ved med 100 procent sikkerhed, at menneskeskabt udledning af drivhusgasser til atmosfæren har potentiale til at ændre klimaet, hvor det videnskabelige fokus og forståelsen nu drejer sig om detaljerne og naturligvis især om, hvor galt det kan gå. Vi ved også med 100 procents sikkerhed, at den menneskeskabte udledning af drivhusgasser fra afbrænding af olie, kul og gas har medført at mængden af CO2 i atmosfæren er den hidtil højeste set i et historisk perspektiv. Mængden af CO2 i atmosfæren er over de sidste ti år i gennemsnit steget med 2 ppm (parts per million – enhed for antallet af CO2 molekyler i luften) svarende til 0,5 procent om året, hvor stigningen i 1960’erne og 1970’erne i gennemsnit var 1 ppm. Vi ved – igen med 100 procent sikkerhed – at en sådan stigning af drivhusgasser i atmosfæren påvirker energiforholdene i klimasystemet, herunder ophobningen og udvekslingen af varmeenergi mellem atmosfæren, landjorden og oceanerne. Klodens middeltemperatur er nu steget med 1,2 grader Celsius siden tiden før den industrielle revolution, der markerede starten på den systematiske CO2 udledning til atmosfæren. Til sammenligning ved vi, at bidrag til energiudvekslingen fra Solen og vulkansk aktivitet gennem de seneste cirka 60 år isoleret set ville medføre en ganske svag nedkøling af klodens middeltemperatur. Der ligger altså ingen naturlige processer bag den observerede opvarmning. Menneskeskabte klimaforandringer hører altså ikke kun fremtiden til. De sker her og nu, og de fysiske forandringer bliver mere dramatiske for hvert år, der går. Og forandringerne sker hurtigere i dag end for blot ti år siden. For eksempel ser vi, at områder med is og sne nu er under markant forandring:

  • Det arktiske sommer-havisdække er siden 1979 mindsket i areal. DMI opgiver, at arealet i gennemsnit er faldet med 92.000 km2 om året eller 2xDanmarks landareal. Det er forventeligt at sommerhavisdækket vil være væk om 15–20 år, eller når vi passerer cirka 1,5 graders global opvarmning. Havisdækket i skrivende stund er det lavest målte for årstiden både i Arktis og omkring Antarktis, hvor temperaturen over Nordpolen i perioder gennem efteråret og vinteren har været 20 grader over det normale for årstiden.
  • Massetabet fra Grønlands indlandsis og fra det enorme Antarktiske isskjold er accelereret siden 1980’erne, så der nu årligt strømmer 250 kubikkilometer is og smeltevand i havet alene fra Grønland og lidt mindre fra Antarktis. Forventeligt rammer indlandsisen i løbet af de kommende årtier et såkaldte 'tipping point'; et afgørende vendepunkt i udviklingen, hvor der konstant smelter mere sne og is bort fra indlandsisens overflade om sommeren, end der falder af sne om vinteren. Det sker allerede inden vi rammer 2 graders global opvarmning, hvor bidraget til den årlige udstrømning af is og smeltevand tilsvarende vil være omtrent fordoblet.
  • Gletschere verden over er formindsket i areal og volumen. Mange reduceres med 1-2 procent i areal årligt, og nogle er sågar allerede helt forsvundet. Samtidig er 
den nordlige halvkugles vintersne-areal mindsket markant i både areal og i varighed.
  • Permafrosten er mange steder ved at tø og den sydlige grænse for 
permafrostudbredelse er rykket omkring 50 km mod nord siden starten af 1980’erne. Permafrosten er den del af det frosne klimasystem, der reagerer sidst på klimaændringerne, og sandsynligvis er den tøende permafrost den del, der kan have den største effekt på atmosfæren. Dette skyldes nedbrydningen af organisk materiale ved optøning og efterfølgende frigivelse af såvel CO2 og andre drivhusgasser til atmosfæren direkte fra jordbunden.
  • Vandstanden stiger langs de fleste kyster verden over som følge af de smeltende gletsjere og isskjolde samt som følge af termiske udvidelse af verdenshavnene, som skyldes at havene varmes op.

På trods af Paris-aftalen fra 2015 (COP21) handler vi endnu ikke hurtigt nok til at undgå, at den globale overflade-middeltemperatur i de kommende årtier passerer 2 graders opvarmning – hvilket ellers er det erklærede mål i aftalen. Men allerede inden vi rammer de 2 grader, vil der – ud over det vi allerede har oplevet – forekomme en øget hyppighed af klimaekstremer, med bl.a. kraftig nedbør med oversvømmelse og jordskred til følge, stormfloder med kysterosion og længerevarende hedebølger, som vil presse store befolkningsgrupper og dyrelivet med betydelige samfundsøkonomiske konsekvenser til følge. Danmark har allerede betydelige udgifter til kystsikring; med stigende vandstand ligger Danmark i top-5 over nationer med udsigt til ekstraudgifter til kystsikring i Europa. I Nordafrika og Mellemøsten øges presset på landbrugssektoren og den indtjening, som relaterer sig hertil yderligere, bl.a. som følge af mere udbredt tørke og til tider usandsynligt høje varmegrader. En konsekvens heraf bliver et stadigt stigende ønske om at komme væk fra disse udsatte egne, og klimaflygtninge vil fortsætte med at presse Europas ydre grænser og det i et voksende tempo. 
Men hvad skal vi gøre for, at imødegå en sådan fortsat udvikling af de klimamæssige forhold? Vi er den første generation, der tydeligt mærker effekten af menneskeskabte klimaforandringer, og vi er sandsynligvis den sidste generation, som kan gøre noget ved problemet. Størstedelen af den mennesketilførte CO2 forbliver nemlig i atmosfæren i århundreder. Vi står altså med et langtidsholdbart klimaproblem, som kun kan løses globalt. Men det begynder med os selv. I den demokratiske del af verden kan vi påvirke beslutningerne igennem vores egen ageren og udmønte vore holdninger også som en del af den demokratiske proces.

Erkendelsen og accepten af vores andel i klimaproblemet er derfor helt central. Vi skal tage ansvar for løsningen af klimaproblemet. Det skal vi, for at reducere eller helt stoppe den fortsatte udvikling skitseret ovenfor, hvor et fortsat massetab fra iskapperne for eksempel vil medføre altoverskyggende globale problemer i form af en meget højere vandstand end i dag. Vi efterlader vores børn og børnebørn en planet, som kan vise sig overordentlig vanskelig at bebo og leve bæredygtigt på, når vi ignorerer vores ansvar og undlader at handle. USA's præsidents benægtelse og nedtoning af videnskabelige beviser er naturligvis bekymrende. Men omvendt: ved netop at være underbygget af videnskabelig dokumentation er den igangværende globale politiske klimaproces, dens momentum og resultater efter Paris og Marrakesh foreløbigt en sejr for verdenssamfundet, men så sandelig også for videnskaben og ikke mindst den sunde fornuft.

 

Denne kronikken ble først publisert under tittelen  Vi efterlader vore børn en planet, de knapt kan bo på i avisen Berlinske, Danmark, 25. januar 2017.